7. Substitution af lægemidler under udleveringsgruppe HF eller HX
Visse lægemidler må sælges af andre salgssteder end apoteksenheder.
De tilhører udleveringsgrupperne HF og HX. For disse lægemidler fastsætter salgsstedet selv priserne. Disse lægemidler er, hvis de er substituerbare med andre lægemidler, optaget på bilag 1 til receptbekendtgørelsen, og de enkelte pakninger er optaget på bilag 2. Da prisen på lægemidlerne kan svinge fra apotek til apotek og i øvrigt er Lægemiddelstyrelsen ukendte, er det ikke muligt for Lægemiddelstyrelsen at give lægemidlerne en ABC-markering.
Receptbekendtgørelsens § 39 åbner mulighed for, at apoteket kan substituere til det billigste alternativ blandt disse lægemidler. Dette under forudsætning af, at receptudsteder ikke har fravalgt substitution.
Der er altså for lægemidler under udleveringsgrupperne HF og HX ikke noget krav om, at apoteket skal substituere til billigere lægemidler, og der er heller ikke nogen bagatelgrænse for substitution. Såfremt apoteket ønsker at substituere, skal der tages udgangspunkt i priserne på de omhandlede lægemidler på det pågældende apotek på den aktuelle dato, jf. prisberegningsbekendtgørelsens § 7.
Hvis et lægemiddel, der ordineres til dosisdispensering, både findes i pakningsstørrelser, der har udlevering HF eller HX, og pakningsstørrelser der er apoteksforbeholdte, skal apoteket følge de sædvanlige regler i § 38 for substitution mellem apoteksforbeholdte lægemidler, jf. § 40.
Apoteket har ikke pligt til at informere om billigere pakningskombinationer for pakninger med udlevering HF og HX.