Til § 1

Til nr. 1 (psykiatrilovens titel)

Loven regulerer en række mulige tvangsindgreb, herunder frihedsberøvelse. Regeringen finder ikke grundlag for særligt at fremhæve "frihedsberøvelse" i titlen, men foreslår at lovens titel forenkles ved at ordet "frihedsberøvelse" udgår af titlen, så loven fremover alene skal hedde "Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien".

Til nr. 2 og 3 (psykiatrilovens § 1, stk. 2-4)

Tvangsdefinitionen

Det er et grundlæggende princip i dansk ret, at al behandling hviler på frivillighed. Princippet hviler på patientens selvbestemmelsesret (autonomi) og respekten for individets værdighed og ukrænkelighed (integritet) . Selvbestemmelsesretten gælder som altovervejende hovedregel for alle patienter, dvs. både for patienter der lider af en somatisk lidelse, og for patienter der lider af en psykiatrisk lidelse. Reglerne om informeret samtykke i lov om patienters retsstilling (pr. 1. januar 2007 -; kapitel 5 i sundhedsloven) gælder således som udgangspunkt også for psykiatriske patienter.

Det fremgår af § 6 i lov om patienters retsstilling (§ 15 i sundhedsloven) , at ingen undersøgelse, behandling eller pleje må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af § § 8-;10 i lov om patienters retsstilling (§ § 17-19 i sundhedsloven) .

Efter den gældende bestemmelse i psykiatrilovens § 1, stk. 2, defineres anvendelse af tvang som foranstaltninger, som patienten modsætter sig. Det antages, at en patients passivitet over for anvendelsen af en foranstaltning som udgangspunkt sidestilles med frivillighed.

I forslaget til ny § 1, stk. 2, fastsættes, at der ved tvang i henhold til loven forstås anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kap. 5 i sundhedsloven. Hermed bringes psykiatrilovens grænser for, hvornår en given foranstaltning er frivillig, eller hvornår der modsat er tale om tvang, i overensstemmelse med samtykkereglerne i lov om patienters retsstilling (pr. 1. januar 2007 -; sundhedsloven) .

Der sker med lovændringen ikke en ændring af de materielle kriterier for anvendelsen af de enkelte tvangsforanstaltninger i henhold til loven, men det sikres, at en foranstaltning i forhold til en patient, der ikke selv har afgivet et informeret samtykke, betragtes som en tvangsmæssig foranstaltning, medmindre der foreligger stedfortrædende samtykke, jf. reglerne herom i kapitel 5 i sundhedsloven. Der henvises i den forbindelse til punkt 6.1. i de almindelige bemærkninger. Det sikres endvidere, at de retssikkerhedsgarantier i form af beskikkelse af patientrådgiver, klageadgang m.v., der er fastsat i psykiatriloven, dermed etableres i situationer, hvor der ikke foreligger et informeret samtykke.

Spørgsmålet om, hvorvidt, der foreligger et gyldigt informeret samtykke, herunder hvor klar en meningstilkendegivelse skal være, før end man kan sige, at der foreligger et samtykke, skal efter lovændringen fortolkes i overensstemmelse med samtykkereglerne i lov om patienters retsstilling (kapitel 5 i sundhedsloven) . Der henvises i den forbindelse til punkt 6.1. i de almindelige bemærkninger.

Et udtrykkeligt samtykke foreligger herefter, hvor der eksplicit gives udtryk for, at patienten er indforstået med den pågældende behandling m.v. Det kan foreligge skriftligt eller mundtligt. Hovedreglen er, at et mundtligt samtykke er tilstrækkeligt.

Et stiltiende samtykke foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information. Et stiltiende samtykke vil alene opfylde lovens krav, hvis det er utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om behandlingsforslaget m.v. eller dele heraf. Hvis der er den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør et mundtligt samtykke indhentes.

Efter lovændringen vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke, hvorimod en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag. Det må i disse situationer vurderes, om kriterierne for en tvangsmæssig etablering af den pågældende foranstaltning er til stede, eller om foranstaltningen evt. kan iværksættes på grundlag af et stedfortrædende samtykke.

Et legalt informeret samtykke kan efter forslaget til ny § 1, stk. 2, hvile på patientens eget samtykke. Et legalt informeret samtykke kan endvidere i tilfælde af patientens inhabilitet hvile på et stedfortrædende samtykke, jf. reglerne herom i kapitel 5 i sundhedsloven.

En patient, der i henhold til reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven på grund af inhabilitet ikke selv kan give et informeret samtykke til behandling m.v. på grund af mindreårighed eller nedsat psykisk funktionsevne, skal inddrages mest muligt i beslutningsprocessen, også selv om der er legale repræsentanter, dvs. forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende, der er bemyndiget til at varetage patientens interesser gennem det informerede samtykke, jf. bemærkningerne til lov om patienters retsstilling.

Det fremgår af forslaget til ny § 1, stk. 3, at der for patienter, der er under 15 år eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ikke skal forsøges indhentet et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende, såfremt omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold til psykiatriloven er nødvendig for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred eller for at afværge, at patienten øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Denne undtagelse finder alene anvendelse i de meget akutte situationer, hvor omgående intervention er påkrævet med henblik på at afværge de i bestemmelsen anførte følger, og hvor det således ikke er muligt at forsøge at indhente et stedfortrædende samtykke inden iværksættelsen af den pågældende foranstaltning.

Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende skal efterfølgende orienteres om den iværksatte foranstaltning.

Ovenstående bestemmelse skal for så vidt angår patienter under 15 år ses i lyset af bestemmelsen i sundhedslovens § 17, stk. 1, hvorefter en patient, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal efter bestemmelsen i sundhedslovens § 17, stk. 1, tillige have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 2, at såfremt en sundhedsperson efter individuel vurdering skønner, at en patient, der er imellem 15 og 18 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke. Med forslaget til ny § 1, stk. 4, sikres, at bestemmelsen i stk. 3 også finder anvendelse for denne patientgruppe, dvs., at der for disse patienter, såfremt betingelserne i § 1, stk. 3, er opfyldt, ikke skal forsøges indhentet et stedfortrædende samtykke, før den pågældende foranstaltning iværksættes.

For de børn og unge, der er omfattet af bestemmelserne i § 1, stk. 3 og 4, og hvor en omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold til loven har været nødvendig, skal forældremyndighedens indehaver naturligvis efterfølgende informeres om den iværksatte foranstaltning, herunder baggrunden for, at det var nødvendigt at iværksætte den pågældende foranstaltning m.v.

"Sundhedspersoner" defineres i § 4 i lov om patienters retsstilling (fra 1. januar 2007 -; sundhedsloven) , som personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, som f.eks. læger og sygeplejersker eller personer, der handler på disses ansvar.

Det fremgår specifikt af de materielle hjemmelsbestemmelser vedrørende de enkelte tvangsforanstaltninger i psykiatriloven, hvilke sundhedspersoner, der kan beslutte, at de pågældende foranstaltninger skal iværksættes, f.eks. af § 15, at en beslutning om tvangsfiksering skal træffes af en læge (i særligt hastende tilfælde kan sygeplejepersonalet på egen hånd beslutte at fiksere en patient -; lægen skal straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende tvangsfiksering med bælte) . Alene de sundhedspersoner, der efter de materielle regler i psykiatriloven kan træffe beslutning om iværksættelse af den pågældende type af foranstaltning, jf. f.eks. ovenfor vedrørende tvangsfiksering, kan med hjemmel i forslaget til ny § 1, stk. 3 og 4, beslutte, at foranstaltningen kan iværksættes omgående, dvs. uden forudgående informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

De materielle kriterier for anvendelsen af de enkelte tvangsforanstaltninger overfor børn og unge ændres ikke med lovforslaget, jf. bemærkningerne ovenfor om ændring af tvangsdefinitionen.

Det skal bemærkes, at den foreslåede ændrede tvangsdefinition formentlig vil medføre en stigning i antallet af registrerede tvangstilfælde i Sundhedsstyrelsens årlige tvangsstatistik, idet visse situationer, som i dag vil blive karakteriseret som frivillige, i fremtiden vil optræde i statistikken som et tvangsindgreb.

Til nr. 4 (psykiatrilovens § 2)

God sygehusstandard

Efter den gældende bestemmelse i psykiatrilovens § 2, skal sygehusmyndigheden med henblik på at forebygge tvang tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard.

Med forslaget foreslås en ny formulering af bestemmelsen på baggrund af psykiatrilovsundersøgelsen samt tilkendegivelser fra patient- og pårørendeforeninger. Derudover lovfæster den nye formulering den praksis, som har udviklet sig i de fleste amter, hvor patient- og pårørendepolitikker allerede i dag er en integreret del af god psykiatrisk sygehusstandard.

Ændringen indebærer, at ordet "omsorg" kommer til at indgå i beskrivelsen af sygehusmyndighedens forpligtelser, og at "god sygehusstandard" udvides til også at omfatte "politikker i relation til patienter og pårørende" og "personalets kompetencer".

Til nr. 5 (psykiatrilovens § 2 a)

Husordener

Med § 2 a foreslås det, at der indsættes en bestemmelse om husordener. Bestemmelsen indfører en pligt for sygehusmyndigheden til at sikre, at der på enhver psykiatrisk afdeling forefindes en skriftlig husorden, som skal være tilgængelig for patienten, f.eks. ved at den er hængt op på stuen eller fællesarealer eller ligger fremme i andre opholdsrum.

Derudover har afdelingsledelsen pligt til at udlevere den skriftlige husorden til patienten i forbindelse med indlæggelse, således at patienten får lejlighed til at gøre sig bekendt med den.

Når den skriftlige husorden udformes eller ændres, skal patienterne inddrages, inden der træffes beslutning om udformning eller ændring. Sygehusmyndigheden tilrettelægger konkret, hvordan proceduren, herunder inddragelsen, skal ske.

En husorden skal indeholde generelle regler om patienternes udfoldelsesmuligheder under indlæggelse, f.eks. regler om adgangen til at telefonere, regler om rygning i afdelingen, besøgsforhold, overvåget besøg, m.v., samt om konsekvenserne af, at husordenen ikke overholdes.

Samtidig med indførelsen af bestemmelsen om obligatoriske husordener, ophæves bemyndigelsesbestemmelsen i § 30, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om patientindflydelse på psykiatriske afdelinger. Bemyndigelsesbestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1337 af 15. december 2004 om patientindflydelse på psykiatriske sygehuse og afdelinger, som hermed vil bortfalde. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 24.

Til nr. 6 (psykiatrilovens § 3, stk. 3)

Behandlingsplan

Som noget nyt fastsættes det specifikt i loven, at den behandlingsplan, der er pligt til at udarbejde for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, skal udleveres til patienten, medmindre denne frabeder sig dette. Herved sikres det, at patienten både modtager mundtlig vejledning om planens indhold, jf. § 3, stk. 3, 1. pkt., og samtidig får mulighed for løbende selv at orientere sig i den skriftlige plan.

Til nr. 7 (psykiatrilovens § 3, stk. 4-6)

Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner

Bestemmelserne i § 3, stk. 4 -; 6 om udskrivningsaftaler og koordinationsplaner ophæves, idet bestemmelserne i stedet flyttes til det nye kapitel 4 a om "Opfølgning efter udskrivning".

Til nr. 8 (psykiatrilovens § 4)

Eftersamtaler

I forslaget til ny § 4, stk. 5, fastsættes det, at patienten efter ophøret af enhver tvangsforanstaltning skal tilbydes en eller flere eftersamtaler.

Systematisk anvendelse af eftersamtaler har været anvendt i forbindelse med det nationale kvalitetsudviklingsprojekt om tvang i psykiatrien, som blev gennemført i løbet af 2004-2005. Resultaterne fra de forsøg, som blev gennemført i dette regi, viste således, at en struktureret og systematisk anvendelse af eftersamtaler kunne medvirke til at nedbringe tvangsanvendelsen betydeligt. Regeringen ønsker med den nye bestemmelse i § 4, stk. 5, at udbrede de positive erfaringer fra forsøgene i det nationale kvalitetsprojekt til at gælde generelt i forbindelse med anvendelsen af tvang i psykiatrien.

Eftersamtalen skal være en systematisk gennemgang og bearbejdning af patientens oplevelser i forbindelse med udøvelsen af tvang. Det er hensigten, at samtalen skal medvirke til at give patienten en større forståelse for årsagen til, at det i situationen blev vurderet nødvendigt at anvende tvang og dermed bidrage til en større patienttilfredshed. Det er endvidere hensigten, at eftersamtaler skal forebygge yderligere anvendelse af tvang i behandlingsforløbet. Der skal efter bestemmelsen tilbydes minimum én eftersamtale, men der kan være behov for flere samtaler. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for gennemførelsen af eftersamtaler, herunder en beskrivelse af formålet med eftersamtaler og proceduren for afholdelse af eftersamtaler m.v.

Til nr. 9 (psykiatrilovens § 4 a)

Beslutninger i overlægens fravær

Med ændringen fastsættes det, at bestemmelsen i § 4 a, hvorefter de anførte beslutninger i bestemmelsen i overlægens fravær kan træffes af en anden læge, udvides. Således omfatter denne procedure også beslutningen om, at en patient skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang, jf. forslaget til ny § 18 f i lovforslagets § 1, nr. 13 samt beslutning om, at der skal foretages undersøgelse af post, patientstuer, ejendele og kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v., jf. forslaget til ny § 19 a i lovforslagets § 1, nr. 15. Overlægen skal i disse tilfælde snarest muligt tage stilling til beslutningen.

Til nr. 10 (psykiatrilovens § 12)

Tvangsbehandling med elektrostimulation (ECT)

Fælles for alle former for tvangsbehandling, jf. kapitel 4 i loven, gælder, at de i henhold til psykiatrilovens § 12, stk. 1, jf. § 5, kun må gennemføres, hvis patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og at det vil være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle den pågældende, idet udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet ("behandlingsindikationen", jf. § 5, stk. 1, nr. 1) , eller fordi den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre ("fareindikationen", jf. § 5, stk. 1, nr. 2) . Afgørelsen om tvangsbehandling træffes af overlægen.

Herudover skal psykiatrilovens § 4 om mindste middel iagttages, hvilket bl.a. indebærer, at tvangsanvendelsen skal være proportional i forhold til det, der søges gennemført med behandlingen, og hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, skal disse anvendes. Der henvises i den forbindelse til punkt 6. i de almindelige bemærkninger.

I den gældende psykiatrilov er der hverken i selve loven eller i bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger fastsat særlige regler om tvangsbehandling med elektrostimulation (ECT) , modsat de særlige regler om tvangsmedicinering og tvangsernæring, som er fastsat i lovens § 12, stk. 2, for så vidt angår tvangsmedicinering og ovenfor nævnte bekendtgørelse § § 2-6, samt § 7 i bekendtgørelsen for så vidt angår tvangsernæring.

Folketingets Retsudvalg anførte imidlertid i beretning af 2. oktober 1997 (Folketingets Forhandlinger 1996-1997, Tillæg B, s. 1541 ff.) , som blev afgivet forud for revisionen af loven i 1998, følgende: "Retsudvalget har i øvrigt bemærket sig, at der er ytret særlig betænkelighed ved at anvende el-stimulation. Retsudvalget ønsker ikke at vurdere behandlingsformer, idet udvalget har forstået, at el-stimulation ikke anvendes under tvang, medmindre der foreligger en aktuel eller potentiel livstruende tilstand. Det er på den baggrund retsudvalgets opfattelse, at der ikke er behov for særskilt regulering af denne behandlingsform".

Det har således, på trods af at det ikke i den nuværende psykiatrilov eksplicit er anført som en yderligere betingelse for anvendelse, været forudsat, at ECT alene sker ved en aktuel eller potentiel livstruende tilstand. Sundhedsvæsenets Patientklagenævns praksis er i overensstemmelse hermed.

Den foreslåede ændring af § 12 har til formål i selve loven at præcisere den gældende retstilstand, hvorefter tvangsbehandling med ECT alene kan gennemføres, hvis patienten befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand. Retssikkerhedsmæssige hensyn tilsiger, at kriterierne fremgår af loven og ikke alene af forarbejderne, som kan være svært tilgængelige for aktørerne på området.

Som eksempel på en situation, hvor ECT givet under tvang kan overvejes, kan nævnes tilstanden akut delir. Denne tilstand kan bl.a. opstå som komplikation i forbindelse med en psykisk lidelse. En udtalt manitilstand kan således udvikle sig til akut delir. Det akutte delir kan være præget af hallucinationer, søvnløshed og bevægelsesuro. I løbet af kort tid kan der komme høj feber, væskemangel og afmatning, og patienten kan dø meget hurtigt, hvis behandling ikke iværksættes. Hvis et akut delir udvikler sig i livstruende retning, kan der være indikation for ECT-behandling.

I enkelte tilfælde kan en svær depression udvikle sig og blive livstruende. Patienten kan være meget stærkt eller akut selvmordstruet eller i en så apatisk tilstand, at der er risiko for livsvigtige funktioner f.eks. på grund af manglende indtagelse af føde og væske. I sådanne situationer kan ECT givet under tvang overvejes.

Til nr. 11 (psykiatrilovens § § 13 a-13 e)

Opfølgning efter udskrivning

Reglerne om tvungen opfølgning efter udskrivning i det nye kapitel 4 a "Opfølgning efter udskrivning" knyttes sammen med de eksisterende regler om udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Udgangspunktet er fortsat, at der skal laves en udskrivningsaftale eller koordinationsplan for de patienter, der efter udskrivning må antages ikke at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, som er nødvendige for patientens helbred, jf. § § 13 a og 13 b. Hvis det imidlertid viser sig, at det på trods af, at sådanne aftaler og planer har været udarbejdet, ikke er muligt at fastholde patienten i den nødvendige behandling, giver § 13 d, hvis kriterierne i bestemmelsen i øvrigt er opfyldt, mulighed for under anvendelse af tvang at fastholde patienten i behandlingen. Det forudsættes, at der udarbejdes en udskrivningsaftale eller koordinationsplan for de patienter, der bliver omfattet af en beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning. Tvungen opfølgning kommer på denne måde til at indgå som et element i udskrivningsaftalerne eller koordinationsplanerne for disse patienter.

Kriterierne for etablering af tvungen opfølgning efter udskrivning er ikke identiske med kriterierne for iværksættelse af tvangsindlæggelse og tvangsbehandling, jf. kapitlerne 3 og 4. De patienter, der er sindssyge og opfylder behandlings- eller farekriteriet i henhold til disse kapitler, skal stadig behandles under indlæggelse på den psykiatriske afdeling. Tvungen opfølgning efter udskrivning i kapitel 4 a kan anvendes på patienter, hvor indlæggelse ikke længere er påkrævet. Hensigten med bestemmelsen er at undgå, at patienten bliver så dårlig, at en tvangsindlæggelse atter bliver nødvendig.

Udskrivningaftaler

I det nye kapitel 4 a "Opfølgning efter udskrivning" videreføres de gældende regler i § 3, stk. 4, om udskrivningsaftaler, i § 3, stk. 5, om koordinationsplaner og i § 3, stk. 6, om videregivelse af oplysninger. Ifølge § 13 a har overlægen som hidtil ansvaret for, at der for patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Det kan dreje sig om patienter med alvorlige sindslidelser, der udsættes for betydelig helbredsforringelse ved ikke at modtage nogen form for behandlingsmæssig eller social støtte. Der kan f.eks. være tale om patienter, der lider af skizofreni og samtidigt har misbrugsproblemer eller store sociale problemer. Udskrivningsaftalerne skal indeholde en beskrivelse af patientens aktuelle og forventede fremtidige behov for behandling og sociale tilbud, de behandlingsmæssige tilbud, som vil være relevante for patienten, angivelse af dato og tidspunkt for det første møde hos vedkommende myndighed m.fl., dato for udløb af aftalen, angivelse af hvornår aftalen skal tages op til vurdering, hvem der er ansvarlig for revurdering af aftalen, hvem der er ansvarlig for opfølgning, således at patienten får de nævnte tilbud, og hvem der skal reagere, hvis aftalen ikke overholdes.

Udskrivningsaftaler indberettes også i dag til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen på baggrund af Sundhedsstyrelsens vejledning af 21. december 2004 om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering af anvendelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Registrering af anvendelse af tvang er hjemlet i psykiatrilovens § 20, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det hensigtsmæssigt tillige udtrykkeligt at hjemle indberetning af udskrivningsaftaler i loven, som det er tilfældet med forslaget til § 13 a, stk. 2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive udmøntet til at fastsætte regler om registrering og indberetning af udskrivningsaftaler, herunder oplysninger om patientens identitet, på samme måde som er gældende i dag vedrørende indberetning af tvang.

Koordinationsplaner

Hvis en patient, der er omfattet af § 13 a, ikke vil medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen, jf. § 13 b, ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten, jf. § 13 b. Indholdsmæssigt er udskrivningsaftalerne og koordinationsplanerne ens. Det vil sige, at koordinationsplanen bl.a. skal indeholde en beskrivelse af patientens aktuelle og forventede fremtidige behov for behandling og sociale tilbud og de behandlingsmæssige tilbud, som vil være relevante for patienten jf. vejledning nr. 203 af 8. december 1998 om psykiatrilovens revision (forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, udskrivningaftaler, koordinationsplaner samt klagemuligheder m.v. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger) .

Koordinationsplaner indberettes også i dag til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen på baggrund af Sundhedsstyrelsens vejledning af 21. december 2004 om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering af anvendelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Registrering af anvendelse af tvang er hjemlet i psykiatrilovens § 20, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det hensigtsmæssigt tillige udtrykkeligt at hjemle indberetning af koordinationsplaner i loven, som det er tilfældet med forslaget til § 13 b, stk. 2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive udmøntet til at fastsætte regler om registrering og indberetning af koordinationsplaner, herunder oplysninger om patientens identitet, på samme måde som er gældende i dag vedrørende indberetning af tvang.

Videregivelse af oplysninger

Hvis der er indgået en udskrivningsaftale eller udarbejdet en koordinationsplan, hjemler § 13 c, der er en videreførelse af reglen i § 3, stk. 6, i den gældende psykiatrilov, at der kan udveksles nødvendige oplysninger imellem den psykiatriske afdeling og andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om patientens rent private forhold.

Tvungen opfølgning efter udskrivning

Den personkreds, der bliver omfattet af reglerne om tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, er de allersvageste patienter, som, når de relativt velbehandlede bliver udskrevet fra hospitalet, konsekvent ophører med at tage deres medicin, hvorefter de får det dårligere og på ny må indlægges, evt. under anvendelse af tvang. Der er tale om en meget begrænset gruppe af de allersvageste patienter, som det indenfor rammerne af det eksisterende regelsæt ikke har været muligt at nå. Der er tale om de få patienter, som det på trods af de gældende regler om tvangsbehandling, udskrivningsaftaler og koordinationsplaner ikke har været muligt at fastholde i den nødvendige behandling.

For at afgrænse og præcisere personkredsen er der i forslaget til § 13 d fastsat fire betingelser, der nøje afgrænser den personkreds, der er omfattet af reglerne om tvungen opfølgning efter udskrivning. Alle betingelser skal være opfyldt, før der kan etableres tvungen opfølgning efter udskrivning.

Der skal for det første være en begrundet frygt og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred. Denne betingelse relaterer sig til den aktuelle indlæggelse. D.v.s., at det skal anføres, hvilke forhold i forbindelse med den aktuelle indlæggelse der begrunder, at der må antages at være en nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivelsen vil ophøre med at følge den nødvendige behandling. Der kan være tale om patienter, der direkte selv angiver, at de efter udskrivelsen ikke vil følge en behandling, som overlægen finder nødvendig for at undgå tilbagefald. Eller overlægen kan på andet grundlag, f.eks. patientens vilje til at samarbejde om behandlingen under indlæggelsen, vurdere, at der ikke er etableret en holdbar behandlingsalliance, og at der derfor konkret er en begrundet frygt og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivelsen vil ophøre med at følge den nødvendige behandling.

For yderligere at sikre, at kun de allersvageste patienter, som det ikke på anden vis inden for de gældende lovgivningsmæssige rammer har været muligt at fastholde i behandlingen, bliver omfattet af reglerne om tvungen opfølgning efter udskrivning, skal en række objektive kriterier til afgrænsning af personkredsen være opfyldt:

Det forudsættes således, at muligheden for at udarbejde en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan har været forsøgt anvendt. Det fremgår af bestemmelsen, at patienten i mindst ét tilfælde skal have undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller i en koordinationsplan. Det er alene den behandlingsmæssige del af udskrivningsaftalerne eller koordinationsplanerne, som patienten skal have undladt at følge. Det kan således ikke i den forbindelse tillægges betydning, om patienten har fulgt de sociale elementer i udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen.

Det følger af vejledning nr. 203 af 8. december 1998 om psykiatrilovens revision, for så vidt angår indholdet af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, at det bl.a. skal fremgå af aftalen/planen, hvem der er ansvarlig for opfølgning, således at patienten får de relevante tilbud, og det skal endvidere fremgå, hvem der skal reagere, hvis aftalen/planen ikke overholdes.

Kun de patienter, der relativt hurtigt efter udskrivelsen ophører med at følge behandlingen, og som derefter hurtigt på ny bliver så dårlige, at de opfylder kriterierne for frihedsberøvelse i kapitel 3 og bliver tvangsindlagt, er omfattet. Dette sikres ved, at det i bestemmelsen er fastsat, at kun de patienter, der i de sidste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse har været tvangsindlagt mindst 3 gange, kan blive underlagt tvungen opfølgning efter udskrivning. I denne opgørelse indgår den aktuelle tvangsindlæggelse, jf. § 13 d, stk. 1, nr. 3.

For yderligere at afgrænse og indsnævre personkredsen er det fastsat, at kun patienter, der i forbindelse med den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt eller er blevet tvangstilbageholdt, er omfattet af reglerne om tvungen opfølgning efter udskrivning. Denne afgrænsning er med til at sikre, at tvungen opfølgning kun kan etableres i forhold til patienter, som i forbindelse med den aktuelle indlæggelse har været sindssyge eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og hvor det ville have været uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling.

Beslutningen om tvungen opfølgning efter udskrivning kan alene indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinsk behandling i det psykiatriske sygehusvæsen, jf. § 13 d, stk. 2. Patienter, der er undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning, kan således ikke behandles i hjemmet, uanset om patienten opholder sig i egen bolig eller på en institution. "Det psykiatriske sygehusvæsen" skal forstås i bred forstand og omfatter foruden egentlige sygehusafdelinger også f.eks. distriktspsykiatriske centre, hvor en behandlingsansvarlig overlæge har ansvaret for behandlingen. Der er således hjemmel til, at beslutningen om tvungen opfølgning kan indeholde et pålæg til patienten om at møde til behandling i det distriktspsykiatriske center. Dette kan være hensigtsmæssigt i forbindelse med, at den tvungne opfølgning efter udskrivning skal ophøre, og patienten evt. skal overgå til fortsat behandling på frivillig basis i distriktspsykiatrisk regi. Ved at henlægge behandling til det psykiatriske sygehusvæsen sikres det, at behandlingen varetages af læger med psykiatrisk ekspertise, som har den fornødne erfaring med at varetage behandlingen af denne patientgruppe.

Hvis patienten ikke møder op til behandling, kan patienten afhentes af politiet, jf. § 13 d, stk. 3. Behandlingen af patienten kan i disse tilfælde alene foregå på en psykiatrisk afdeling. Hvis det bliver aktuelt at anvende magt til indgivelse af medicinen, kan dette således alene foregå på en psykiatrisk sygehusafdeling, hvor personalet er uddannet hertil, og de fysiske rammer også er egnede hertil.

Eventuel afhentning af patienten med politiets hjælp skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. De medvirkende polititjenestemænd skal så vidt muligt være civilklædte. Befordres patienten i et af politiets køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj. Således skal politiets medvirken foregå efter samme principper som indeholdt i bekendtgørelse nr. 880 af 10. december 1998 om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser.

I § 13 d, stk. 2, fastsættes endvidere, at indholdet i beslutningen alene kan gå ud på, at patienten skal medicineres. De behandlingsformer, der i praksis kommer på tale som led i tvangsbehandling i henhold til kapitel 4 under indlæggelse på den psykiatriske afdeling ud over behandling med lægemidler, er tvangsernæring og elektrostimulation. Disse sidstnævnte behandlingsformer, tvangsernæring og elekstrostimulation, kan ikke anvendes i forbindelse med etableringen af tvungen opfølgning efter udskrivning. Det forudsættes naturligvis, at patienter, der er undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning, på frivillig basis på lige fod med andre patienter, ud over medicinsk behandling, tilbydes andre behandlingsformer, hvor dette er relevant, herunder samtaleterapi og andre terapeutiske tiltag.

Det følger af § 13 d, stk. 4, at der ved den medicinske behandling i forbindelse med den tvungne opfølgning efter udskrivning skal anvendes lægemidler for hvilke man kender patientens reaktion, herunder eventuelt i depotform. Denne bestemmelse skal ses i lyset af bestemmelsen i § 13 d, stk. 2, om, at en beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning fra den psykiatriske afdeling alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde til medicinering på den psykiatriske afdeling, og i lyset af mindste middel princippet i § 4. Det må således som udgangspunkt antages at være mindre indgribende overfor patienten at skulle møde til behandling med depotinjektion af medicin med f.eks. 14 dages intervaller frem for f.eks. at skulle møde dagligt. Det skal bemærkes, at denne adgang til at anvende depotmedicin er begrundet i de særlige forhold vedrørende tvungen opfølgning efter udskrivning. Der kan således ikke sluttes analogt ved tvangsmedicinering af indlagte patienter, hvorom § 5 i bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 bestemmer, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås, samt af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns praksis på området. Dog kan det for patienter, der forventes at overgå til tvungen opfølgning efter udskrivning, være indiceret at anvende et depotpræparat i den sidste del af indlæggelsen inden udskrivelsen. Indenrigs- og sundhedsministeren vil med hjemmel i § 13 e anmode Sundhedsstyrelsen om at fastsætte regler herom. Det skal i øvrigt bemærkes, at bestemmelsen om, at man skal kende patientens reaktion på medicinen, forudsætter, at denne er gennemprøvet på patienten med kendt effekt i henhold til relevante faglige krav og standarder.

Det forudsættes, at overlægen kun træffer beslutning om tvungen opfølgning i forhold til patienter, hvor den konkrete behandling har haft en dokumenteret god effekt på patientens tilstand, og hvor behandlingen ikke har været forbundet med uforholdsmæssigt store bivirkninger. Det forudsættes i øvrigt, at den behandlende læge løbende sikrer sig, at behandlingen har god effekt på patientens tilstand og ikke er forbundet med uforholdsmæssigt store bivirkninger.

Hvis patienten -; enten ved et frivilligt fremmøde efter § 13 d, stk. 2 eller ved fremmøde med politiets hjælp efter § 13 d, stk. 3 -; er i så dårlig en helbredstilstand at indlæggelse, herunder tvangsindlæggelse er påkrævet, skal denne ske efter de gældende regler for tvangsindlæggelse, det vil blandt andet sige, at to læger uafhængigt af hinanden skal tage stilling til, om betingelserne for tvangsindlæggelse er til stede. Reglerne om tvungen opfølgning efter udskrivning erstatter således ikke reglerne om tvangsindlæggelse.

Beslutningen om tvungen opfølgning efter udskrivning er gældende i indtil 3 måneder, efter den tvungne opfølgning blev iværksat, dvs. efter udskrivning af patienten, medmindre overlægen konkret vurderer, at en kortere periode, f.eks. 2 måneder, er tilstrækkelig, jf. § 13 d, stk. 4. Det følger af § 21, stk. 1, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at tvang, herunder tvungen opfølgning efter udskrivning, ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Der kan med andre ord primært træffes beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning skal gælde i indtil 3 måneder, men den behandlingsansvarlige overlæge skal vedvarende vurdere, om tvangsforanstaltningen kan ophøre. 3 måneders perioden begynder at løbe den dag, patienten bliver udskrevet fra afdelingen.

Hvis der er en begrundet frygt og nærliggende risiko for, at patienten ved 3 måneders periodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, kan overlægen, jf. stk. 6, træffe beslutning om, at den tvungne opfølgning kan forlænges i indtil 3 måneder. Yderligere forlængelse af den tvungne opfølgning kan ske for indtil 3 måneder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning i 12 måneder. Overlægen skal ved udløbet af enhver 3 måneders periode vurdere, om der er en begrundet frygt og nærliggende risiko for, at patienten vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred. Da der er tale om opfølgning på en indlæggelse, kan en patient maksimalt være i tvungen opfølgning i 12 måneder. Dette absolutte loft over hvor lang tid patienten kan være undergivet tvungen opfølgning forhindrer, at der kan blive tale om at fastholde patienten i en tvangsbehandling igennem meget lang tid. Der vil først på ny kunne etableres tvungen opfølgning efter udskrivning, hvis patienten igen opfylder betingelserne herfor, dvs., at patienten, efter den tvungne opfølgning er ophørt, på ny mindst én gang skal undlade at følge behandlingen i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan, i 3 tilfælde efter afslutning af den tvungne opfølgning bliver tvangsindlagt 3 gange inden for 3 år og i øvrigt på ny opfylder betingelserne for, at der kan etableres tvungen opfølgning, jf. § 13 d.

En beslutning om tvungen opfølgning vil endvidere blive fulgt op af stærke retssikkerhedsgarantier. Alle patienter, der bliver underlagt tvungen opfølgning, får således tildelt en patientrådgiver. Der kan klages til det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, som skal træffe afgørelse i sagen inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. En klage til det psykiatriske patientklagenævn skal tillægges opsættende virkning. Hvis patienten ønsker at klage, kan den tvungne opfølgning således ikke iværksættes, før det psykiatriske patientklagenævn har godkendt, at den tvungne opfølgning kan iværksættes. Får patienten medhold ved det psykiatriske patientklagenævn, kan tvungen opfølgning ikke iværksættes.

Hvis patienten ikke får medhold i det psykiatriske patientklagenævn, kan afgørelsen indbringes for domstolen. Ved enhver eventuel forlængelse af den tvungne opfølgning, kan der på ny klages til det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen med ankemulighed til domstolen. Vedrørende tildeling af patientrådgiver, klage- og ankemulighederne henvises til lovforslagets § 1, nr. 21, 23, 26, 28, 30 og 33.

Forslaget til § 13 e indeholder en bemyndigelsesbestemmelse. Indenrigs- og sundhedsministeren agter at udnytte denne bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte regler om gennemførelse af opfølgning efter kapitel 4 a, herunder om afhentning ved politiets hjælp efter samme principper som indeholdt i bekendtgørelse nr. 880 af 10. december 1998 om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser og procedure for forlængelse af beslutning om tvungen opfølgning m.m.

I henhold til psykiatrilovens § 42 fastsætter justitsministeren regler om, i hvilket omfang loven finder anvendelse på personer, der opholder sig på en psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse. Justitsministeren vil udmønte bemyndigelsesbestemmelsen således, at disse personer kan blive omfattet af reglerne om tvungen opfølgning efter udskrivning i § 13 d, idet der for denne personkreds dog ikke stilles krav om, at betingelsen i § 13 d, stk. 1, nr. 2 og 3, skal være opfyldt.

Det forudsættes dog, at reglerne om tvungen opfølgning ikke kommer til at omfatte personer, der er indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, der er truffet i medfør af retsplejelovens § 765, § 777 eller § 809, stk. 2 (såkaldt varetægtssurrogat m.v.) . Sådan indlæggelse sker typisk for at sikre den pågældendes tilstedeværelse under helbredsmæssigt gunstige forhold og i et på forhånd fastsat tidsrum. Indlæggelsen af disse personer skal derfor tilgodese andre forhold end de rent behandlingsmæssige hensyn, som reglerne om tvungen opfølgning er begrundet i.

For så vidt angår personer, der er indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til en afgørelse efter retsplejelovens § 68 eller § 69, forudsættes det i forbindelse med overlægens konkrete beslutning om tvungen opfølgning endvidere, at den tvungne opfølgning ikke træder i stedet for fortsat indlæggelse eller genindlæggelse i henhold til dommen, hvis sådan indlæggelse eller genindlæggelse er begrundet i hensynet til retssikkerheden og formålet med foranstaltningen, herunder at forebygge at den pågældende begår ny kriminalitet.

Det er ikke muligt at forudsige præcist hvor mange patienter, som vil kunne omfattes af tvungen opfølgning efter udskrivning efter de foreslåede betingelser. Som ovenfor anført, skal patienten opfylde alle 4 betingelser i § 13 d, stk. 1, før der kan etableres tvungen opfølgning efter udskrivning. I medfør af § 13 d, stk. 1, nr. 2, skal patienten som én af disse betingelser i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse have været tvangsindlagt mindst 3 gange. Ifølge oplysninger fra Sundhedsstyrelsen blev 249 personer i den 3-årige periode 2002 -; 2004 tvangsindlagt 3 gange eller mere. Indenrigs- og Sundhedsministeriet skønner på den baggrund, at op mod 100 patienter vil opfylde betingelserne for etablering af tvungen opfølgning efter udskrivning.

Til nr. 12 (overskriften efter psykiatrilovens § 18)

I § § 18 a og 18 b reguleres aflåsning af patientstue overfor patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland. I forslaget til ny § 18 e fastsættes nye regler for aflåsning af døre, som gælder generelt på psykiatriske afdelinger. Med henblik på at tydeliggøre, at reglerne i § § 18 a og 18 b alene vedrører aflåsning af patientstue overfor patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, foreslås det, at dette kommer til at fremgå af overskriften til disse bestemmelser.

Til nr. 13 (psykiatrilovens § § 18 c-18 f)

Personlig skærmning

Begrebet "personlig skærmning" anvendes i den sundhedsfaglige terminologi til at beskrive forskellige grader af relationelle og observationsmæssige foranstaltninger i forhold til patienten, spændende fra samtaler og øget opsyn til konstant følgeskab af et personalemedlem. Der er fra sundhedsfagligt hold imidlertid ikke enighed om, præcist hvad begrebet dækker over.

I forslaget til ny § 18 c i lovforslagets § 1, nr. 13, defineres personlig skærmning i psykiatrilovens forstand som foranstaltninger, hvor et eller flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten. Umiddelbar nærhed skal forstås således, at patienten til stadighed er under opsyn, herunder ved toiletbesøg og badning, og at der dermed er mulighed for hurtig indgriben fra personalets side. Personlig skærmning som juridisk begreb, som det nu er defineret i forslaget til ny § 18 c, har således ikke nødvendigvis det samme indhold, som når begrebet benyttes i andre sundhedsfaglige sammenhænge.

Efter sundhedsstyrelsens opfattelse er observation af patienterne en nødvendig del af den psykiatriske behandling, og det kan ud fra et lægefagligt synspunkt være nødvendigt at foretage meget intensiv observation af patienten f.eks. for at forebygge, at patienten begår selvmord eller på anden måde beskadiger sig selv eller andre. I de tilfælde, hvor patienten er indforstået hermed, kan dette foregå under iagttagelse af samtykkereglerne i lov om patienters retsstilling (pr. 1. januar 2007 -; kapitel 5 i sundhedsloven) . Hvis en patient derimod ikke samtykker heri, udgør den meget tætte observation, hvor patienten konstant er under overvågning, et så stort indgreb i den enkeltes integritet, at der efter regeringens opfattelse er behov for en lovregulering heraf.

Personlig skærmning, hvor et eller flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten, kan efter § 18 c i forslaget alene benyttes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient begår selvmord eller på anden vis udsætter sit eller andres helbred for betydelig skade, eller forfølger eller på anden måde forulemper medpatienter. Der kan være tale om patienter, som er omkringfarende og ikke kan falde til ro, og hvor adfærden over for andre kan være præget af indblanding og forulempen, f.eks. maniske patienter, der forgriber sig på andres ejendele, er seksuelt grænseoverskridende m.v. Der kan også være tale om patienter, der lider af f.eks. nervøs spisevægring.

Lavere grader af observation/overvågning er ikke omfattet af bestemmelsen og udgør efter regeringens opfattelse ikke så stort et indgreb i den personlige integritet, at regulering i psykiatriloven er påkrævet. Eventuelle retningslinjer for lavere grader af observation/overvågning kan derfor fastsættes af sygehusmyndigheden.

Det fremgår af stk. 3, at beslutningen om personlig skærmning imod patientens vilje træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.

En beslutning om personlig skærmning imod patientens vilje skal noteres i journalen, jf. lægelovens § 13. Hvis den personlige skærmning ikke er ganske kortvarig, dvs., at den uafbrudt varer over 24 timer, skal beslutningen endvidere tilføres tvangsprotokollen, jf. § 20. Herom henvises til lovforslagets § 1, nr. 16. I de tilfælde, hvor skærmningen uafbrudt varer mere end 24 timer, kan patienten klage over beslutningen om skærmning, jf. § 35, jf. lovforslagets § 1, nr. 28 med videre klageadgang til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. § 38, jf. lovforslagets § 1, nr. 34 og patienten får endvidere tildelt en patientrådgiver jf. § 24, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

Oplysningspligt for sygehusmyndigheden om den fysiske indretning

Inden for de senere år er der opstået behov for at etablere såkaldt integrerede afsnit på de psykiatriske afdelinger. Herved forstås normalt et afsnit, der kan fungere som både et åbent og et lukket afsnit, idet der som en del af afdelingen er en enhed ("skærmet enhed") , hvortil døren kan låses efter behov. Fordelen er, at patienten kan blive på den samme afdeling under hele indlæggelsen og derved undgå at blive flyttet imellem den åbne og den lukkede afdeling. Dette kan medvirke til at skabe bedre kontinuitet i behandlingen.

Det fremgår af forslaget til § 18 d, at sygehusmyndigheden er forpligtet til at oplyse om den fysiske indretning af afdelingerne. Det skal i den forbindelse oplyses, hvorvidt der eksisterer skærmede enheder, størrelsen og indretningen af disse m.v. Underretningen skal så vidt muligt ske i forbindelse med, at patienten indlægges på afdelingen. Er det ikke muligt på grund af patientens tilstand at orientere på dette tidspunkt, skal patienten orienteres om afdelingens indretning så hurtigt som muligt.

Aflåsning af døre i afdelingen

Med de nye bestemmelser i § 18 e bestemmes det i selve loven, over for hvilke patienter der kan foretages aflåsning af døre. Målgruppen er først og fremmest patienter, der er frihedsberøvede efter lovens kapitel 3, dvs. patienter, der er tvangsindlagt, tvangstilbageholdt eller tilbageført, jf. § 18 e, stk. 1, nr. 1.

Derudover er målgruppen patienter, der er i risiko for utilsigtet at udsætte sig selv for væsentlig fare. Det drejer sig om den gruppe af patienter, som i dag omfattes af beskyttelsesfiksering, jf. lovens § 18. I praksis er der tale om patienter, der lider af demens eller demenslignende tilstande, personer, der er bevidsthedsslørede eller uklare, eller som befinder sig i en forvirringstilstand.

Det følger af de gældende regler i § 23 i bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, som er hjemlet i psykiatrilovens § 18 om beskyttelsesfiksering, at aflåsning af en afdelings yderdøre kan anvendes som en beskyttelsesforanstaltning.

Det følger af § 18, stk. 1, i denne bekendtgørelse, at der over for personer, der er frihedsberøvede, kan anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen. Det fremgår af § 18, stk. 2, at der i sådanne tilfælde, kan træffes afgørelse om, at afdelingens yderdøre skal holdes aflåsede.

Med den nye bestemmelse fastsættes hjemlen til at aflåse døre i forhold til patienter, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, udtrykkeligt i selve loven. Det fremgår af bestemmelsen, at der kan træffes afgørelse om, at der foretages aflåsning af døre i afdelingen over for patienter, der er frihedsberøvede, jf. lovens kapitel 3. Der kan endvidere træffes bestemmelse om døraflåsning i forhold til patienter, hvor der er risiko for, at de utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare. Denne sidstnævnte patientgruppe omfatter som udgangspunkt personer, der lider af senil demens, men også personer, der er bevidsthedsslørede eller uklare, eller som befinder sig i en forvirringstilstand, kan falde ind under bestemmelsen.

Efter stk. 2 kan der endvidere foretages aflåsning af døre i forhold til en patient, der ikke er omfattet af stk. 1, hvis patienten selv anmoder herom. På patientens forespørgsel skal aflåsningen ophæves.

Den nuværende psykiatrilov omtaler -; på nær en enkelt bestemmelse (§ 10, stk. 2, om overførsel af en patient til en lukket psykiatrisk afdeling) - ikke begreberne åbne og lukkede afdelinger, da lovens sigte ikke er organiseringen af psykiatrien, men patienternes rettigheder i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien. Det er således ikke lovreguleret, hvilke patienter der skal behandles på åbne afdelinger, og hvilke patienter der skal behandles på lukkede afdelinger.

Efter den gældende retsstilling, jf. § 18, stk. 2, og § 23 i bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, kan der alene træffes beslutning om, at afdelingens yderdør kan aflåses. Der kan således ikke aflåses døre til f.eks. en såkaldt "skærmet enhed", som er beliggende inden for den psykiatriske afdeling. Denne begrænsning ophæves med indførelsen af den foreslåede § 18 e. Således finder regeringen, at aflåsning af skærmede enheder bør være muligt, under forudsætning af, at der reelt er tale om en enhed, med spise-, bade- og opholdsfaciliteter m.v. og med mulighed for soci alt samvær med medpatienter, der opholder sig i samme enhed. Det er fortsat alene på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, at det er muligt at aflåse døren til patientstuen, jf. § § 18 a og 18 b.

Personlig hygiejne under anvendelse af tvang

Med § 18 f indføres der i psykiatriloven hjemmel til, at overlægen kan beslutte, at en patient, der på grund af sin sindslidelse ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang, hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale.

Der har hidtil været tvivl om hjemmelsgrundlaget til at foretage nødvendig personlig hygiejne under anvendelse af tvang. Denne tvivl fjernes med bestemmelsen i § 18 f, idet personalet nu med hjemmel i denne bestemmelse kan udføre nødvendig personlig hygiejne i forhold til patienten. Patientens retssikkerhed på dette område styrkes, idet disse foranstaltninger herefter alene kan iværksættes, når lovens kriterier herfor er opfyldt.

Beslutningen om, at en patient skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang, træffes af overlægen på baggrund af en aktuel undersøgelse og vurdering af patientens hygiejniske tilstand. Overlægens beslutning og begrundelsen herfor skal tilføres journalen, jf. lægelovens § 13.

Ifølge bestemmelsen skal patientens manglende varetagelse af nødvendig personlig hygiejne kunne tilskrives patientens sindslidelse. Det fremgår således, at personlig hygiejne under anvendelse af tvang kun kan udføres i forhold til patienter, der på grund af deres sindslidelse ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne. De fleste af disse patienter vil formentlig opfylde lovens kriterier for tvangstilbageholdelse, jf. § 10, jf. § 5, hvilket blandt andet vil sige, at der er tale om patienter, som er sindssyge eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og hvor det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling. Men også andre sindslidende patienter, indlagt på en psykiatrisk afdeling, kan blive omfattet af bestemmelsen. Der kan f.eks. være tale om patienter, der lider af senil demens, eller er bevidsthedsslørede eller uklare, eller som befinder sig i en forvirringstilstand.

Som eksempler på nødvendig personlig hygiejne, der kan foretages i henhold til bestemmelsen, kan nævnes badning, hårvask, tandbørstning og tøjskift. Der kan endvidere være tale om f.eks. skiftning af bleer og bind hos f.eks. demente patienter.

Tvangsmæssig personlig hygiejne kan foretages, hvis personens helbred direkte er truet på grund af fraværet af nødvendig hygiejne, f.eks. på grund af risiko for infektioner og lign. Men også i situationer hvor den hygiejniske standard hos personen udgør en stærk gene for medpatienter og personale, f.eks. på grund af stærke lugtgener, kan overlægen beslutte, at en person skal tvangsbades og have foretaget tøjskift eller anden form for personlig hygiejne.

Mindste middel princippet, jf. § 4, skal iagttages i forbindelse med en beslutning om evt. iværksættelse af tvangsmæssig personlig hygiejne i forhold til en person. En sådan foranstaltning må således ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken, og patienten skal have passende betænkningstid, når forholdene tillader det. Anvendelsen af tvang skal endvidere stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved, og hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, skal disse anvendes. Der henvises i den forbindelse til punkt 6. i de almindelige bemærkninger.

Personlig hygiejne, der foretages under anvendelse af tvang, skal udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. § 4, stk. 3. Der henvises i den forbindelse til punkt 6. i de almindelige bemærkninger.

Eventuelle klager over personlig hygiejne under anvendelse af tvang kan rettes til sygehusmyndigheden.

Til nr. 14 (psykiatrilovens § 19)

Bemyndigelsesbestemmelse

Den gældende psykiatrilov indeholder bemyndigelse til indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om tvangsfiksering, om anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.

Efter lovforslaget bemyndiges ministeren tillige til at fastsætte regler om personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen og personlig hygiejne under anvendelse af tvang. Det er hensigten med bestemmelsen at fastsætte regler om, at der forud for anvendelse af personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen og personlig hygiejne under anvendelse af tvang skal foreligge en lægelig ordination, efter at lægen/overlægen har tilset patienten samt den nærmere procedure for anvendelse af de tre tvangsforanstaltninger.

Til nr. 15 (psykiatrilovens § 19 a)

Undersøgelse af post, patientstuer, ejendele og kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.

Med forslaget til ny § 19 a foreslås visse foranstaltninger af ikke behandlingsmæssig karakter reguleret direkte i psykiatriloven. Det drejer sig om kontrol af patientens post, undersøgelse af patientens stue og ejendele og kropsvisitation af patienten. Hjemlen til at konfiskere og evt. destruere genstande m.v. foreslås endvidere reguleret i selve loven. Der har hidtil været tvivl om hjemmelsgrundlaget til at foretage de pågældende indgreb, men det har været antaget, at indgrebene har kunnet foretages med henvisning til nødrets- eller nødværgemæssige betragtninger eller eventuelt anstaltsmæssige betragtninger om, hvad hensynet til almindelig ro og orden på afdelingen tilsiger. Regeringen finder imidlertid, at der er tale om så indgribende foranstaltninger i forhold til den enkeltes integritet, at de retlige rammer for at foretage de pågældende indgreb bør reguleres direkte i loven.

Der er med forslaget alene tale om en kodificering af gældende praksis, og der etableres med forslaget således ikke hjemmel til at foretage indgreb udover, hvad der hidtil har været muligt på baggrund af det gældende, men usikre, hjemmelsgrundlag. Med de foreslåede nye bestemmelser styrkes patienternes retssikkerhed ved at kriterierne for at foretage de pågældende indgreb bliver synlige, idet de kommer til at fremgå direkte af loven.

Hensynet bag bestemmelsen er, at der skal være mulighed for at forhindre, at patienten er eller kommer i besiddelse af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande, som kan udgøre en fare for patienten selv eller andre. Der kan endvidere være tale om f.eks. rusmidler og medikamenter, som kan have en negativ indflydelse på patientens behandling.

Det fremgår af forslaget, at overlægen kan beslutte, at de pågældende indgreb skal foretages ved begrundet mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande aktuelt er blevet eller vil blive forsøgt indført til patienten. Det skal anføres i journalen, hvilke konkrete forhold mistanken bygger på. Den omstændighed, at patienten f.eks. har en kendt misbrugshistorie er ikke i sig selv tilstrækkelig til at opfylde kravet om, at der skal foreligge en begrundet mistanke om, at patienten aktuelt er i besiddelse af rusmidler. Der skal endvidere være tale om en individuel vurdering af sandsynligheden for, at patienten er i besiddelse af de pågældende genstande m.v. Der kan således ikke etableres faste rutiner på afdelingen, hvorefter de pågældende foranstaltninger generelt foretages i forhold til samtlige eller en gruppe af de indlagte patienter.

Det kan efter bestemmelsen undersøges, om patienten er i besiddelse af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande. Der kan være tale om genstande eller midler, der kan udgøre en fare for patienten selv, f.eks. selvmordstruede patienter, eller andre, hvis de findes på afdelingen. Der kan f.eks. være tale om knive eller andre våben, men der kan også være tale om genstande, som normalt vil blive betragtet som ufarlige, f.eks. værktøj, nåle, glasflasker m.v. Af rusmidler omfattet af bestemmelsen kan f.eks. nævnes alkohol og narkotiske stoffer. Medikamenter omfattet af bestemmelsen kan i princippet være alle former for medicin, både receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin.

Det følger af § 19 a, stk. 1, nr. 1, at der etableres hjemmel til, at patientens post skal åbnes og kontrolleres for de i bestemmelsen nævnte objekter. Både breve og pakker kan undersøges. Posten kan alene undersøges for, om de i bestemmelsen nævnte genstande, medikamenter og rusmidler findes i posten. Der er derimod ikke hjemmel til at læse det skriftlige indhold i posten. Kun forsendelser til patienten er omfattet af bestemmelsen, hvorimod breve og pakker, som patienten sender, ikke er omfattet.

Overlægen kan ifølge forslaget til ny § 19 a, stk. 1, nr. 2, beslutte, at stue og ejendele skal undersøges. Der kan f.eks. være tale om undersøgelse af skabe og skuffer på stuen, men også patientens personlige tasker og andre ejendele kan med hjemmel i denne bestemmelse undersøges.

Ifølge forslaget til ny § 19 a, stk. 1, nr. 3, kan der foretages kropsvisitation af patienten. Det følger udtrykkeligt af andet led i denne bestemmelse, at undersøgelse af kroppens hulrum ikke er tilladt, hvilket også omfatter mundhulen. Undersøgelse af kroppens hulrum ved f.eks. en endetarmsundersøgelse er efter regeringens opfattelse så indgribende en foranstaltning, at dette ikke skal være muligt indenfor rammerne af psykiatriloven. Disse undersøgelser kan naturligvis stadig foretages i behandlingsøjemed på frivillig basis. Undersøgelse af armhulerne er ikke omfattet af begrænsningen i andet led. Mindste middel princippet, jf. § 4, skal iagttages i forbindelse med kropsvisitation af patienten, hvilket bl.a. indebærer, at indgrebet skal udføres så skånsomt som muligt og med størst muligt hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Der henvises i den forbindelse til punkt 6. i de almindelige bemærkninger.

Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele skal så vidt muligt foretages i patientens nærvær. Det forudsættes, at disse undersøgelser kun foretages, uden patientens tilstedeværelse i situationer, hvor patientens tilstand er af en sådan karakter, at vedkommende ikke kan overvære kontrollen. Andre rent praktiske forhold som f.eks. det forhold, at patienten ikke er tilstede på afdelingen på det tidspunkt, hvor kontrollen skal finde sted, må forsøges løst, så kontrollen f.eks. afventer patientens tilbagevenden til afdelingen.

Det følger af forslaget til ny § 19 a, stk. 3, at overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet ved de indgreb, der er hjemlet i bestemmelsen, skal beslaglægges. Det forudsættes, at afdelingen opbevarer disse ejendele, indtil det skønnes forsvarligt, at patienten kan få disse udleveret, f.eks. i forbindelse med udskrivningen fra afdelingen. Overlægen kan overlade til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande, besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v. Politiet kan beslutte om disse medikamenter, rusmidler og genstande skal destrueres.

Overlægens beslutninger i henhold til § 19 a skal tilføres journalen, jf. lægelovens § 13.

Eventuelle klager over undersøgelse af post, patientstuer, ejendele og kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. kan rettes til sygehusmyndigheden.

Forslaget indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, som indenrigs- og sundhedsministeren agter at udmønte til at fastsætte regler om undersøgelse af post, patientstuer, ejendele og kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.

Til nr. 16 (psykiatrilovens § 20, stk. 1)

Registrering i afdelingens tvangsprotokol

Ifølge den gældende lov skal oplysning om enhver anvendelse af tvang i henhold til de gældende tvangsbestemmelser i loven tilføres afdelingens tvangsprotokol og indgrebets nærmere indhold og begrundelse skal angives.

Det fremgår af dette ændringsforslag, at tvungen opfølgning efter udskrivning, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og aflåsning af døre i afdelingen skal tilføres tvangsprotokollen. Registreringen er nødvendig af hensyn til den enkelte patients retssikkerhed, f.eks. i forbindelse med behandlingen af klagesager.

Det forudsættes endvidere, at sygehusmyndighederne og Sundhedsstyrelsen, som tilfældet er med de andre former for tvangsindgreb i henhold til loven, fører kontrol med anvendelsen af disse foranstaltninger, jf. § 20, stk. 2.

Til nr. 17 (psykiatrilovens § 21, stk. 1)

Overlægens ansvar for at tvang ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt

Det er efter de nugældende bestemmelser overlægen, der skal sørge for, at der til stadighed føres det fornødne tilsyn med tvangsanvendelsen på afdelingen, og i den forbindelse at arbejdsgangen tilrettelægges på en sådan måde, at dette kan ske.

I § 21, stk. 1, præciseres det, at overlægen, også for så vidt angår tvungen opfølgning efter udskrivning, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse af tvang og undersøgelse af post, patientstuer, ejendele og kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. har ansvaret for, at der ikke anvendes tvang i videre omfang end nødvendigt, både i relation til mindste middel princippet i lovens § 4 og med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af tvangsanvendelsen. Der henvises i den forbindelse til punkt 6. i de almindelige bemærkninger.

For så vidt angår frihedsberøvelse og anvendelsen af beskyttelsesfiksering skal der derudover foretages obligatorisk efterprøvelse af disse indgrebs tidsmæssige udstrækning med de intervaller, der fremgår af § 21, stk. 2 og 3. For så vidt angår tvungen opfølgning efter udskrivning fremgår det af § 13 d, stk. 5, at beslutningen om etableringen af dette indgreb er gældende i indtil 3 måneder efter, at beslutningen blev truffet, og af § 13 d, stk. 6, at der derefter kan træffes beslutning om forlængelse af den tvungne opfølgning efter udskrivning i indtil 3 måneder ad gangen, dog maksimalt for en periode på 12 måneder.

Til nr. 18 (psykiatrilovens § 21, stk. 3)

Med forslaget til ændring af § 21, stk. 3, lovfæstes der faste minimumsintervaller for den lægelige efterprøvelse af spørgsmålet om fortsat anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, på lige fod med hvad der gælder for beskyttelsesfiksering. Det foreslås således fastsat, at spørgsmålet om den fortsatte anvendelse af disse tiltag skal lægeligt vurderes så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage, efter at beslutning om anvendelsen af tiltagene blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.

Til nr. 19 (psykiatrilovens § 21, stk. 4 og 5)

Øget lægeligt tilsyn og ekstern efterprøvelse

Med § 21, stk. 4, foreslås indsat en bestemmelse om lægeligt tilsyn med tvangsfikseringer. Bestemmelsen fastlægger en pligt til at føre tilsyn med den fikserede patient så ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 4 gange i døgnet, jævnt fordelt, fra beslutningen om tvangsfiksering er truffet.

Herved skærpes det lægelige tilsyn med udstrækningen af fikseringer, således at det kommer til at fremgå af loven, at patienten som minimum skal tilses 4 gange i døgnet, jævnt fordelt, fra beslutningen om tvangsfiksering blev truffet, og så længe tvangsfikseringen opretholdes. Stk. 4 påbyder lige som stk. 2 og 3 en obligatorisk efterprøvelse af tvangsindgrebene. Forslaget fritager således ikke overlægen fra det overordnede ansvar for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse af tvang, undersøgelse af post, patientstuer, ejendele og kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, ikke anvendes i videre omfang end højst nødvendigt, jf. § 21, stk. 1. Den løbende efterprøvelse efter denne bestemmelse skal således finde sted sideløbende med den obligatoriske efterprøvelse efter stk. 2 og 3.

Med § 21, stk. 5, foreslås indsat en bestemmelse om en ekstern efterprøvelse af tvangsfikseringer, der udstrækker sig længere end 48 timer. Bestemmelsen fastlægger en pligt til, at en fiksering, der udstrækkes længere end 48 timer, vurderes af en anden læge. Denne anden læge må ikke være ansat på det pågældende afsnit, hvor tvangsindgrebet finder sted. Lægen skal være speciallæge i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri. Den læge, der foretager denne vurdering kan enten være ansat på et andet hospital eller på det hospital, hvor den langvarigt fikserede patient er indlagt. Hvis der f.eks. er tale om en patient, der er indlagt på f.eks. et gerontopsykiatrisk afsnit, kan den eksterne efterprøvelse således foretages af f.eks. en læge ansat på et afsnit på hospitalets almene psykiatriske afdeling. Tilsvarende kan f.eks. en læge ansat på et børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit foretage ekstern efterprøvelse i forhold til en patient, der er indlagt på et voksen psykiatrisk afsnit og omvendt. Det afgørende er, at den eksterne læge ikke er ansat på det psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder sted, og således ikke har ansvar for patientens behandling og heller ikke står i et underordnelsesforhold til den behandlende læge.

Stk. 5 skal ses i forlængelse af stk. 4 som en øget retssikkerhedsgaranti for patienter, der bliver fikseret i længere tid, idet der med den foreslåede regel skabes yderligere fokus på, om betingelserne for at opretholde en tvangsfiksering er til stede. Dette giver grundlag for en kvalitetsudvikling i form af en faglig diskussion af indgrebets berettigelse. Ved uenighed i bedømmelsen af, om der fortsat er behov for at opretholde en tvangsfiksering, er den behandlende læges vurdering afgørende, men uenighed vil være en anledning til, at patienten overvejer behovet for evt. iværksættelse af en klagesag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 19 og 28. Bemyndigelsesbestemmelsen skal udmøntes i regler om den praktiske fremgangsmåde ved gennemførelse af den eksterne vurdering, herunder om tilkaldelse af en anden læge, vurderingens omfang, inhabilitet m.m.

Det skal bemærkes, at der efter den gældende regel i psykiatrilovens § 16 er et krav om, at en patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt. De foreslåede nye bestemmelser er således en udbygning i forhold hertil.

Til nr. 20 (psykiatrilovens § 22, stk. 3)

Skærpet samtykkekrav til psykokirurgisk indgreb

Det fremgår af § 22, stk. 3, i psykiatriloven, at psykokirurgiske indgreb kun kan foretages i forhold til patienter, der er ude af stand til selv at afgive gyldigt samtykke, hvis der over for patienten iværksættes værgemål efter værgemålslovens § 5, der omfatter personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele samtykke til psykokirurgiske indgreb, og at værgen giver sit skriftlige samtykke til indgrebet.

I henhold til artikel 28 I Europarådets rekommandation om "The protection of the human rights and dignity of persons with mental disorder" (Recommendation Rec (2004) 10 of the Committee of Ministers to member states concerning the protection of the human rights and dignity of persons with mental disorder) skal en person, der skal have foretaget et psykokirurgisk indgreb, selv afgive skriftligt samtykke.

Med den foreslåede ophævelse af § 22, stk. 3, bringes den danske retstilstand i overensstemmelse med rekommandationen, idet psykokirurgiske indgreb herefter kun kan foretages på baggrund af patientens eget skriftlige samtykke.

Til nr. 21 (psykiatrilovens § 24, stk. 1)

Patientrådgiver ved ethvert tvangsindgreb, bortset fra indgreb efter § § 18 f og 19 a

Efter den gældende bestemmelse i § 24, stk. 1, skal der beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling. Der skal endvidere efter anmodning fra patienten beskikkes en patientrådgiver ved iværksættelse af de i kapitel 5 nævnte foranstaltninger. Det betyder, at ved iværksættelse af tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, beskyttelsesfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, får patienten beskikket en patientrådgiver efter anmodning.

Når tvangsindgreb efter lovens kapitel 5 skønnes påkrævet, er personalet forpligtet til at underrette patienten om adgangen til at få beskikket en patientrådgiver efter anmodning. Personalet har ikke mulighed for at skønne over, om en anmodning er mere eller mindre velbegrundet. Når en begæring er fremsat af patienten selv, skal beskikkelsen straks finde sted.

Den foreslåede ændring af § 24, hvorefter der skal beskikkes en patientrådgiver for alle, der undergives et tvangsindgreb bortset fra indgreb efter § § 18 f og 19 a, har til formål overordnet at styrke de psykiatriske patienters retssikkerhed. Da der ikke kan klages over indgreb efter § § 18 f og 19 a til de psykiatriske patientklagenævn, men til sygehusmyndigheden, findes det ikke hensigtsmæssigt alene på den baggrund at beskikke en patientrådgiver til patienten. Det skønnes dog, at en del af de patienter, som bliver omfattet af indgreb efter § § 18 f og 19 a, i forvejen vil have fået beskikket en patientrådgiver.

Med forslaget sikres patienten adgang til vejledning og rådgivning i forbindelse med alle de nævnte tvangsindgreb uden selvstændigt at skulle tilkendegive et ønske om en patientrådgiver i en evt. ophedet og stresset situation.

Der kan være situationer, hvor det ikke kan udelukkes, at f.eks. en fiksering efter omstændighederne kan udgøre en frihedsberøvelse. I sådanne situationer er det hensigtsmæssigt, at patienten får beskikket en patientrådgiver, som kan rådgive og vejlede patienten, herunder bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Da det ikke præcist er muligt at afgøre, hvornår f.eks. en fiksering overgår til at udgøre en frihedsberøvelse, findes det mest hensigtsmæssigt, at alle patienter, der udsættes for tvang bortset fra indgreb efter § § 18 f og 19 a, får beskikket en patientrådgiver.

Det bemærkes, at den foreslåede ændring af bestemmelsen imødekommer Europarådets Torturkomites forslag om, at alle patienter, der er fikserede, bør have beskikket en patientrådgiver.

Den foreslåede ændring går imidlertid videre end anbefalet af Torturkomiteen, idet den omhandler alle patienter, der undergives tvang i medfør af lovens bestemmelser herom, bortset fra indgreb efter § § 18 f og 19 a. Hensigten med at udvide ordningen er således at give de patienter, som undergives tvang, den letteste adgang til en høj grad af retssikkerhed.

Med henvisningen til § 40, stk. 4, fremhæves, at der ikke skal beskikkes en patientrådgiver til personer, som er omfattet af psykiatrilovens § 40, i tilfælde, hvor de pågældende i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

Ligeledes følger det af bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse, § 2, stk. 2, at bestemmelserne i psykiatrilovens § § 24-29 om patientrådgivere kun gælder i tilfælde, hvor personer, som er indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i medfør af straffelovens § 68 eller § 69 eller retsplejelovens § 765, § 777 eller § 809, stk. 2, ikke har en bistandsværge efter straffelovens § 71.

Til nr. 22, 27, 29, 35 og 36 (psykiatrilovens § 24, stk. 2, § 34, stk. 3, § 36, stk. 1 og 4 og § 39)

Der er tale om en præcisering af begrebet "patientklagenævn" og om konsekvensrettelser som følge af, at de psykiatriske patientklagenævn som i dag organisatorisk er tilknyttet statsamterne/Københavns Overpræsidium pr. 1. januar 2007 benævnes de psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningerne.

Til nr. 23 (psykiatrilovens § 26, stk. 1)

Patientrådgiverens forpligtelse til besøg

Efter bestemmelsen skal patienter, der er undergivet tvungen opfølgning, jf. § 13 d, have besøg af patientrådgiveren inden 24 timer efter beskikkelsen på lige fod med patienter undergivet andre tvangsforanstaltninger efter loven. Hovedparten af de patienter, der bliver underlagt tvungen opfølgning, vil i forvejen have fået tildelt en patientrådgiver, idet én af betingelserne for at blive underlagt tvungen opfølgning er, at patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt eller er blevet tvangstilbageholdt, jf. § 13 d, stk. 1, nr. 3. I de tilfælde, hvor der i forvejen er beskikket en patientrådgiver, fortsætter beskikkelsen efter, at der er truffet beslutning om tvungen opfølgning.

Det fremgår af bestemmelsen, at patientrådgiverens besøg hos patienter, der er undergivet tvungen opfølgning, skal ske efter behov. Da der er tale om patienter, der er udskrevet til eget hjem, vil der formentlig ikke være behov for besøg mindst én gang om ugen, som tilfældet er ved de patienter, der er undergivet tvangsforanstaltninger efter kapitel 3, 4 og 5. Hyppigheden af kontakten beror på det aktuelle behov og kan efter omstændighederne foregå ved, at patienten og patientrådgiveren telefonisk er i kontakt med hinanden. Det skal bemærkes, at patientrådgiveren alene kan besøge patienten i dennes hjem med patientens accept.

Til nr. 24 (psykiatrilovens § 30)

Ophævelse af bemyndigelsesbestemmelse om patientindflydelse

Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om patientindflydelse på psykiatriske afdelinger, ophæves. Bemyndigelsesbestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1337 af 15. december 2004 om patientindflydelse på psykiatriske sygehuse og afdelinger, som herefter vil bortfalde. Det foreslås i stedet, at reglerne i § 2 om god psykiatrisk sygehusstandard udvides, og at der som § 2 a indføres en ny bestemmelse, hvorefter sygehusmyndigheden skal sikre, at der på enhver psykiatrisk afdeling findes en skriftlig husorden, som er tilgængelig for patienterne. Der henvises til lovforslaget § 1, nr. 4 og 5.

Til nr. 25 (psykiatrilovens § 31, stk. 1)

Skriftlig underretning om tvang

Efter § 31, stk. 1, skal patienten, inden frihedsberøvelse iværksættes eller anden tvang anvendes, underrettes om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål. Bestemmelsen indeholder i sin nuværende udformning ingen formkrav. Med henblik på at sikre, at patienten får så god en information som muligt, foreslås med den nye udformning af bestemmelsen, at underretningen skal ske både mundtligt og skriftligt. Det fremgår af artikel 22 i Europarådets rekommandation om "The protection of the human rights and dignity of persons with mental disorder" (Recommendation Rec (2004) 10 of the Committee of Ministers to member states concerning the protection of the human rights and dignity of persons with mental disorder) , at en person, der udsættes for frihedsberøvelse eller tvangsbehandling, skal modtage såvel mundtlig som skriftlig information om vedkommendes rettigheder og muligheder.

Til nr. 26 (psykiatrilovens § 32, stk. 4)

Opsættende virkning ved klage over beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning

Klager over en beslutning om tvangsbehandling har som udgangspunkt opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3. Tilsvarende sikres det med forslaget til § 32, stk. 4, at klager over tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 1, gives opsættende virkning. Det betyder, at den tvungne opfølgning ikke kan etableres, før det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen har behandlet sagen i de tilfælde, hvor der er klaget over beslutningen. Klager over en forlængelse af beslutningen om tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 6, har derimod ikke opsættende virkning. Eventuel opsættende virkning af en klage kunne i forlængelsestilfældene medføre et brud i et nødvendigt behandlingsforløb.

Til nr. 28 (psykiatrilovens § 35)

Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen er første instans i alle klager over tvang, bortset fra indgreb efter § § 18 f og 19 a

Efter den gældende bestemmelse skal sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, for det psykiatriske patientklagenævn ved statsamtet/Københavns Overpræsidium.

Forslaget indebærer, at i det omfang, der anvendes tvungen opfølgning efter udskrivning, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og aflåsning af døre i afdelingen, vil anvendelsen af disse midler i lighed med lovens øvrige tvangsforanstaltninger kunne påklages, og den pågældende sygehusmyndighed vil være forpligtet til i givet fald at indbringe klagen for det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen. Hermed fastholdes den enstrengede indgang til klagesystemet.

Til nr. 30 (psykiatrilovens § 36, stk. 3)

Procedureregel ved klagesagsbehandling tillagt opsættende virkning

Det fastsættes i denne bestemmelse af hensyn til patientens retssikkerhed og sikring af kontinuiteten i behandlingen, at det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal træffe afgørelse i klagesager om tvungen opfølgning efter udskrivning inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med reglen i § 32, stk. 4, hvorefter en klage over tvungen opfølgning efter udskrivning er tillagt opsættende virkning, dvs. at den tvungne opfølgning, i det omfang der klages, ikke kan iværksættes før det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen har truffet afgørelse i sagen.

Til nr. 31-32 (psykiatrilovens § 37)

Klageadgang til retten

Efter den gældende § 37, stk. 1, skal det psykiatriske patientklagenævns afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel indbringes for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Det følger af, at der efter grundlovens § 71, stk. 6, skal være adgang til på begæring at få forelagt lovligheden af en administrativ frihedsberøvelse for en domstol.

Det er ikke muligt præcist at angive, hvornår en konkret tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering eller aflåsning af døre i afdelingen i henhold til grundlovens § 71, stk. 6, må antages at udgøre en frihedsberøvelse, hvis lovlighed efter begæring skal forelægges for en domstol.

Med henblik på at styrke patienternes retssikkerhed findes det hensigtsmæssigt, at det kommer til at fremgå direkte af psykiatriloven, at alle afgørelser fra de psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningerne vedrørende tvangsfikseringer, beskyttelsesfikseringer og aflåsning af døre i afdelingen skal prøves ved domstolene, hvis patienten eller patientrådgiveren anmoder herom.

Med den foreslåede formulering imødekommes den kritik, som Europarådet, i forbindelse med arbejdet om Recommendation Rec (2004) 10 of the Committee of Ministers to member states concerning "The protection of the human rights and dignity of persons with mental disorder", har rejst over for den danske regering om, at der ikke umiddelbart er mulighed for domstolsprøvelse af tvangsindgreb.

Det betyder, at det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren efter forslaget til ny formulering af § 37 skal indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen, for retten.

Afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, kan som hidtil påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Derudover kan personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, efter forslaget ligeledes påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Hvis et af disse indgreb, f.eks. brug af særlige dørlåse, i et konkret tilfælde efter omstændighederne udgør en frihedsberøvelse, skal lovligheden heraf på begæring af vedkommende indbringes for retten til prøvelse, jf. grundlovens § 71, stk. 6. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 34.

Til nr. 33 (psykiatrilovens § 37 a)

Klageadgang til retten ved tvungen opfølgning efter udskrivning

Som et led i en effektiv efterprøvelsesadgang og opstillingen af effektive retsgarantier i forbindelse med etablering af tvungen opfølgning efter udskrivning, fastsættes i § 37 a, at det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren, på lige fod med afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel, tvangsfikseringer, beskyttelsesfikseringer og aflåsning af døre i afdelingen, skal indbringe sine afgørelser vedrørende tvungen opfølgning efter udskrivning for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Det følger af forslaget til § 13 d, stk. 2, at en beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning fra den psykiatriske afdeling alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen, og af stk. 3, at patienten kan afhentes af politiet, såfremt vedkommende ikke møder op til medicinering. Medicineringen kan i disse tilfælde alene foregå på en psykiatrisk afdeling. En beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning indeholder således en beslutning om en potentiel frihedsberøvelse af patienten, som alene kan effektueres, hvis patienten ikke følger pålægget om at møde til behandling. Reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a finder efter ordlyden i bestemmelserne alene anvendelse i forhold til administrativt bestemte frihedsberøvelser, der er effektueret. Med henvisningen i § 37 a sikres, at de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 43 a også gælder for personer underlagt tvungen opfølgning efter udskrivning.

Reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a gælder generelt for prøvelse af administrativt bestemte frihedsberøvelser uden for strafferetsplejen. I retsplejelovens § 469, stk. 1, 2. pkt., findes imidlertid en særlig værnetingsregel for sager om frihedsberøvelse i henhold til psykiatriloven, og i § 469, stk. 4, 3. pkt., findes en særlig regel for beregning af frister for sagens indbringelse for retten for så vidt angår sager i henhold til psykiatriloven. § 37 a, stk. 2 og 3 skal sikre, at disse særlige regler også gælder for sager om tvungen opfølgning efter udskrivning.

Det følger således af forslaget til ny § 37 a, stk. 2, at sager om tvungen opfølgning efter udskrivning, så længe patienten ikke er udskrevet, forelægges for byretten på det sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling er beliggende. Denne bestemmelse svarer til værnetingsreglen i retsplejelovens § 469, stk. 1, 2. pkt., vedrørende administrativt frihedsberøvede personer i henhold til psykiatriloven.

I forslaget til ny § 37 a, stk. 3, fastsættes, at begæring om sagens indbringelse for retten skal fremsættes inden 4 uger efter patientklagenævnets afgørelse, og at senere fremsættelse af begæringen indtil 6 måneder efter patientklagenævnets afgørelse undtagelsesvis kan tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen. Denne bestemmelse svarer til bestemmelsen i retsplejelovens § 469, stk. 4.

Med stk. 4 sikres, at patienter, der er underlagt tvungen opfølgning efter udskrivning, får mulighed for hver 3. måned, i forbindelse med evt. forlængelse af den tvungne opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 5 og 6, at klage til det psykiatriske patientklagenævn, og hvis de ikke får medhold her, at indbringe afgørelsen for domstolene.

Til nr. 34 (psykiatrilovens § 38, stk. 1)

Klageadgang til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Efter den gældende § 38, stk. 1, kan det lokale nævns afgørelser om tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen er en følge af den foreslåede ændring af § 37, stk. 1, hvor området for rettens prøvelse af tvangsindgreb udvides. Det betyder, at alene afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Der henvises herom til bemærkningerne til § 37, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 31.

Til nr. 37 (psykiatrilovens § 46)

Ophævelse af revisionsbestemmelse

Det fremgår af § 46 i den nuværende lov, at der skal fremsættes forslag om revision af loven i folketingsåret 2005-2006. Med fremsættelsen af dette lovforslag er revisionsbestemmelsen opfyldt, og den foreslås derfor ophævet.